VEDTÆGTER FOR QAJAQ KØBENHAVN, revideret marts 2010


§ 1 Navn og Hjemsted
Foreningens navn er Qajaq-København, og er hjemmehørende i Københavns Kommune.

§ 2 Formål
At videreføre og udbrede de oprindelige inuit kajaktraditioner gennem roning, bygning og vedligeholdelse af kajakker i træ og lærred/skind. At udvikle et samarbejde med lignende foreninger i primært Danmark og Grønland. Desuden ønsker foreningen at fremme forståelsen for hensynsfuld brug af naturen under udøvelse af kajaksport.

§ 3 Medlemskab
Alle kan blive medlem af Qajaq København mod betaling af kontingent. For medlemmer under 18 år skal der gives skriftligt tilsagn fra forældre/værge. Kontingentstørrelsen fastsættes på generalforsamlingen, og bestyrelsen beslutter om der opkræves kontingent for et helt eller et halvt år ad gangen. Kontingent betales forud, og evt helårsopkrævning skal følge kalenderåret. Støttemedlemsskab er uafhængigt af alder. Der fastsættes særskilt kontingent for støttemedlemsskab. Kontingentet opkræves en gang årligt 1. januar

§4 Ansvar og sikkerhed
Som medlem har man pligt til at følge de sikkerhedsmæssige retningslinier, som udstikkes af bestyrelsen så længe udfoldelsen i kajak sker i foreningens regi. Al roning i foreningens regi sker på eget ansvar.
Frigivelse indbefatter tilladelse til at ro alene og opnås efter beståelse af en prøve fastsat af bestyrelsen. Frigivelse tildeles af en af foreningens instruktører eller af bestyrelsen. Dette gælder også medlemmer, der allerede er frigivet i andre kajakklubber. Hver frigiven roer har tilladelse til at medtage én gæsteroer, der færdes under den frigivnes ansvar.

§5 Eksklusion
Et flertal i bestyrelsen kan ekskludere et medlem (dog først efter samtale med vedkommende). Eksklusion kan ske: - Hvis et medlem modarbejder foreningens vedtægter. - Hvis medlemmet er i mere end 3 måneders kontingentrestance eller har anden gæld til foreningen.

§6 Bestyrelsen
Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer, sekretær og 3 menige medlemmer samt en suppleant. Det skal tilstræbes, at bestyrelsen består af 7 personer. Kan dette ikke lade sig gøre, kan bestyrelsens størrelse reduceres til 5 personer samt en suppleant. Valgbart er ethvert medlem, der er fyldt 18 år og ikke er i kontingentrestance. Foreningen tegnes af formand og kasserer. Alle bestyrelsesmedlemmer samt suppleanten er på valg hvert år.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal, dog minimum 3 bestyrelsesmedlemmer, stemmer for.
§7 Revision
Revisor vælges så vidt det er muligt blandt foreningens medlemmer, og denne må ikke være medlem af bestyrelsen. Revisor er på valg hvert år.

§8 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er i alle anliggender foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af marts måned. Stemmeret har alle medlemmer, der er fyldt 12 år og ikke er i kontingentrestance. Indkaldelse til generalforsamling skal ske skriftligt og direkte til alle medlemmer med mindst 14 dages varsel, indeholdende dagsorden. Forslag, der ønskes taget op på generalforsamlingen, skal meddeles bestyrelsen skriftligt senest en uge før afholdelsen af generalforsamlingen. En retmæssigt varslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, dvs. mindst en stemme mere end halvdelen af de afgivne gyldige stemmer.
Dagsorden for ordinær generalforsamling:


§9 Økonomi
Foreningens regnskab dækker kalenderåret. Kassereren fremlægger regnskabet på generalforsamlingen. Forinden kontrolleres regnskabet af foreningens revisor.

§10 Vedtægtsændringer
Ændring af foreningens vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget.

§11 Foreningens opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 3/4 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. Til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der imidlertid ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling. Her kan beslutningen træffes med ¾ stemmeflertal uanset antal fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
Evt. formue tilfalder et godtgørende formål, som vedtages på den generalforsamling, hvor foreningen opløses.

København 2004, senest revideret marts 2010